Afsluttede det mest fantastiske mindfulness-forløb i dag. Skriver en samlet vurdering én af dagene, men lige nu må jeg altså bare dele en meget fin oplevelse med jer.
Dengang vi startede forløbet skulle vi ikke sige vores navn eller præsentere os selv. Det var underligt at ses med mennesker hver tirsdag, som man slet ikke kendte, men heller ikke blev præsenteret for. I hvert fald ikke på den gængse måde. For vi fik ikke sat hinanden i den der "hvad-laver-du-så-box", og det viste sig at være en befrielse.
Ja, faktisk mere end en befrielse. Nærmest en renere kærlighed. Og kald mig bare flippet, men i dag til den aller sidste meditation, var det netop det jeg oplevede. At jeg synes om dem, bare fordi de er, ikke for det de kan, gør og laver.
Men også en anelse underligt at sige farvel til mennesker uden at kende deres efternavn eller hverdag den mindste smule. Vi har siddet der og kigget hinanden i øjnene, længe - så længe, at det virkelig er underligt, hvis du tænker for meget over det, delt alverdens indsigt og krammet til sidst. Og så bare givet slip igen. No strings attached. Ganske ny oplevelse.
Gør teori til praksis: Næste gang du møder et nyt menneske, så spørg til hvem de er, i stedet for hvad de laver. Hvad med spørgsmålet: Hvad har været den største aha-oplevelse, du har haft? Og se så om du kan modstå trangen til at vide alt det, vi normalt bruger til at sætte folk i kasser med.
